Barnet skal forstås i sin hverdag

Et barns reaktioner fortæller os noget.

De kan fortælle om barnets oplevelse, belastning og aktuelle kapacitet – men også om, hvordan krav, aktiviteter, sanser, relationer og omgivelser kan have betydning for det, vi ser.

Et barn kan derfor ikke forstås isoleret fra den hverdag, barnet lever i.

Jeg er altid meget optaget af at forstå, hvordan barnet fungerer på tværs af de situationer og sammenhænge, der har betydning i hverdagen.

Hvordan ser morgenen ud?
Hvad sker der, når barnet skal afsted?
Hvordan er barnet efter en lang dag?
Hvad sker der, når kravene stiger?
Hvornår har barnet overskud – og hvornår bliver det svært?

Jeg er også nysgerrig på betydningen af blandt andet søvn, sanseindtryk, skift, krav, relationer og forventninger.

På den måde ser jeg ikke kun på, hvad barnet gør. Jeg forsøger at forstå, hvad der sker omkring barnet, når reaktionerne opstår.

Det kan hjælpe os med at få øje på mønstre og sammenhænge:

• Hvad øger belastningen?
• Hvad hjælper barnet?
• Hvad giver mulighed for regulering?
• Og hvor kan vi justere eller støtte?

Når belastningen har vokset sig stor

Når et barn har været belastet gennem længere tid, kan det være komplekst at finde ud af, hvad der egentlig er på spil.

Nogle børn begynder at bruge forskellige selvbeskyttelsesstrategier. Det kan for eksempel komme til udtryk som angst, undgåelse, modstand, tilbagetrækning eller stærke reaktioner på krav.

Hos nogle autistiske børn og unge kan langvarig belastning også være forbundet med det, der ofte beskrives som autistisk udbrændthed. Det kan blandt andet indebære dyb udmattelse og en periode, hvor det bliver vanskeligere at klare de krav og aktiviteter, som tidligere var mulige.

Når belastningen har vokset sig stor, er det ikke altid muligt bare at bygge mere på.

Nogle gange må vi først skabe små regulerende åndehuller i hverdagen.

• Mere forudsigelighed.
• Mulighed for pauser og tilbagetrækning.
• Tilpasning af krav.
• Trygge relationer.
• Omgivelser, der tager højde for barnets aktuelle kapacitet.

Hvis barnet gennem længere tid har oplevet hverdagen som overvældende, kan det også have mistet noget af sin tillid til relationer eller omgivelser.

Tillid kan kræve mange trygge erfaringer at genopbygge.

Der kan altså være flere årsager til at restitution tager tid.

Fokus kan ofte i første omgang være, at skabe en hverdag, hvor barnet igen kan få erfaringer med tryghed, ro og mestring.

Fra restitution til mere overskud

Når belastningen gradvist mindskes, kan der igen blive plads til mere.

Mere overskud.
Mere nysgerrighed.
Mere mulighed for at deltage.
Og måske gradvist også mere mestring.

Vejen tilbage behøver ikke være lineær. Barnets kapacitet kan variere fra dag til dag og fra situation til situation.

Derfor handler det ikke om at presse barnet fremad, men om at afstemme tempo og forventninger med det sted, barnet faktisk befinder sig.

Når der igen er tilstrækkeligt overskud og tryghed, kan der også opstå plads til mere selvindsigt.

Hvad mærker jeg?
Hvad har jeg brug for?
Hvad fungerer for mig?
Hvad bliver for meget?
Hvad vil jeg gerne?

For nogle kan det give anledning til at forstå sig selv på nye måder. Måske bliver tidligere erfaringer og strategier forståelige i et nyt lys. Måske opstår der et behov for at finde en måde at være i verden på, som i højere grad passer til den, man er.

Forældrenes viden er vigtig

Forældrene har en helt særlig viden om barnet. De har set barnets udvikling over tid og kender de små nuancer, som kan være svære at få øje på udefra.

Derfor er forældrenes perspektiv en vigtig del af min faglige vurdering.

Jeg forsøger at forstå historien bag det, vi ser nu, og hvordan barnets reaktioner hænger sammen med dets aktuelle forudsætninger og belastning.

Vi undersøger sammen:

• Hvad fortæller barnet os?
• Hvad belaster?
• Hvad hjælper?
• Hvad har barnet brug for?
• Og hvor giver det mening at begynde?
  
  

Fra forståelse til handling

Når vi begynder at forstå sammenhængene, kan vi blive mere konkrete.

Måske handler det om at skabe mere ro og forudsigelighed.

Måske om at justere krav eller aktiviteter.

Måske om at ændre noget i omgivelserne.

Måske om at støtte barnet i at opdage kroppens signaler og finde strategier, der giver mening for netop dette barn.

Og måske handler det i en periode først og fremmest om restitution og om at skabe trygge erfaringer.

Der findes ikke én løsning, der passer til alle børn.

Mit mål er at hjælpe med at finde frem til, hvad der giver mening for netop dette barn, i denne hverdag, lige nu.

Derfra kan vi gradvist bygge videre.

Altid I et tempo, der er afstemt med barnet.