Kimen til mistrivsel ligger før skolestart

Af Louise Mølholt, ergoterapeut

I disse år taler vi meget om mistrivsel i skolen. Om børn, der ikke kan rumme hverdagen, som bliver udmattede, ængstelige, eksplosive eller trækker sig. Ofte rettes blikket mod skolen som arena – struktur, krav, tempo og relationer. Men mange af de børn, der i skolealderen får svært ved at holde til, har haft et sårbart nervesystem længe før de satte sig på skolebænken.

I dag starter mange børn i børnehave allerede omkring 2 år og 10 måneder. De træder ind i store, komplekse miljøer præget af mange skift, høj lyd, mange relationer og et tempo, som stiller store krav til selvregulering. For mange børn bliver andre børn – snarere end tilstrækkeligt mange regulerende voksne – dem, de ubevidst forsøger at regulere sig op ad. Nervesystemet er endnu under modning, og behovet for samregulering er stort, men rammerne gør det vanskeligt at tilbyde den kontinuerlige reguleringsstøtte, som nogle børn har brug for.

I daginstitutioner møder vi børn med meget forskellige belastningsgrader og reguleringsforudsætninger. Nogle har robuste nervesystemer, som let kan veksle mellem aktivitet og ro. Andre lever med et mere sårbart reguleringssystem, nedsat interoceptiv tydelighed og et snævrere reguleringsvindue. De kan fremstå stille, pligtopfyldende og selvkørende – men er i realiteten i konstant forhøjet arousal og anvender tidligt udviklede beskyttelsesstrategier for at klare dagen.

Det er ofte børn med neurodivergente forudsætninger – eksempelvis børn med autisme – som er blandt dem, der kæmper mest med denne form for tidlig og vedvarende belastning. Ikke fordi de er mindre robuste som personer, men fordi deres nervesystemer bearbejder sanseindtryk, krav og relationer mere intenst. Når deres behov for forudsigelighed, pauser, afskærmning og kropslig reguleringsstøtte ikke imødekommes tidligt, kan konsekvenserne for trivsel, selvforståelse og senere deltagelsesmuligheder blive alvorlige. For nogle får det betydning for skolegang, uddannelse, arbejdsliv og mulighed for at leve et selvstændigt liv.

Gennem mange år som kommunalt ansat har jeg set en markant stigning i antallet af børn, der henvises med sansemæssige og reguleringsmæssige vanskeligheder. For omkring ti år siden blev det diskuteret, om stigningen skyldtes, at børn tidligere var i dagpleje, og at vanskelighederne derfor først blev tydelige ved overgangen til børnehave. I dag er jeg ikke i tvivl om, at en væsentlig del af forklaringen skal findes i de rammer og miljøer, børnene opholder sig i, og i den belastning, deres nervesystemer udsættes for i en tidlig alder. Meget af den senere mistrivsel kunne formentlig forebygges, hvis vi reagerede tidligere og mere systematisk på reguleringsbehov.

Når reguleringsbehov ikke genkendes, risikerer barnet at tilpasse sig gennem overkontrol, tilbagetrækning, masking eller hypertilpasning. Udadtil fungerer barnet. Indadtil er nervesystemet i vedvarende belastning. Flowet bliver skrøbeligt, interoceptionen forstyrres, og kroppens signaler om træthed, sult, uro og overbelastning bliver svære at aflæse – både for barnet selv og for omgivelserne.

Set i et udviklingsperspektiv er dette ikke trivielle forhold. Et nervesystem, der gennem de tidlige år sjældent får hjælp til at vende tilbage til ro, opbygger ikke den fleksibilitet, som senere skal bære barnets læring, sociale deltagelse og følelsesmæssige robusthed. Kapacitet skabes ikke gennem vilje, men gennem gentagne erfaringer med regulering i trygge relationer.

Derfor er der behov for et fælles fagligt blik på tværs af dagtilbud, PPR og skole, hvor begreber som belastningsgrad, regulering, interoception og nervesystemets kapacitet bliver en del af det pædagogiske grundsprog. Ikke som specialviden for de få, men som en fælles forståelsesramme for, hvorfor nogle børn har brug for mere støtte, mere ro, mere struktur og flere regulerende pauser – også selv om de ikke "larmer".

I praksis møder vi ofte ønsket om at kunne rumme barnet i eget tilbud, særligt når barnet ikke udviser tydelige adfærdsproblemer. Når barnet er stille, tilpasset og ikke forstyrrer fællesskabet, kan det være vanskeligt at få øje på den indre belastning. Det er ikke et spørgsmål om manglende vilje eller omsorg, men om hvor svært det er at vurdere reguleringsbehov, når vi primært orienterer os mod ydre funktion frem for indre tilstand.

Her spiller økonomi uundgåeligt en rolle. Men spørgsmålet er, om den kortsigtede besparelse ved at "klare det i eget tilbud" altid er den mest ansvarlige – hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk. Et nervesystem, der gennem år må kompensere for manglende reguleringsstøtte, risikerer senere at bryde sammen med langt mere omfattende indsatser til følge.

Set i et langsigtet perspektiv er tidlig, kvalificeret reguleringsstøtte en investering i barnets udviklingskapacitet, i skolens mulighed for at lykkes med inklusion og i samfundets samlede omkostninger. Kimen til både trivsel og mistrivsel lægges tidligt. Derfor bør forståelsen af børns nervesystemer, belastningstilstande og reguleringsbehov være et fælles anliggende på tværs af dagtilbud, PPR og skole – som grundlag for både faglige, etiske og økonomiske beslutninger.

Dette indlæg er skrevet ud fra et ønske om at bidrage til et fælles fagligt sprog om børns nervesystemer, regulering og belastning – og om, hvordan tidlige erfaringer i dagtilbud kan få betydning langt ind i skoleliv og voksenliv. Når vi forstår børns reaktioner som udtryk for nervesystemets kapacitet i mødet med de rammer, vi tilbyder, bliver det muligt at handle tidligere, mere nuanceret og mere forebyggende. Ikke for at placere ansvar hos den enkelte, men for at styrke vores fælles blik for, hvordan miljø, relationer og reguleringsstøtte kan skabe bedre udviklingsbetingelser for alle børn – særligt dem med de mest sårbare forudsætninger. 

Jeg udgiver snart et videokursus om interoception,, hvor disse perspektiver udfoldes og omsættes til praksis.

Hvis du vil have besked, når kurset udkommer, kan du skrive dig op her:

📩 Tilmeld nyhedsbrev / Venteliste