Når ét er under pres, skal de andre bære mere

Et fagligt perspektiv på børns regulering og deltagelse.

Når et barn har svært ved at deltage i hverdagens aktiviteter, retter vi ofte opmærksomheden mod det område, hvor vanskelighederne er mest synlige.

Vi arbejder med barnets evne til at regulere sig, skabe overblik, håndtere krav eller indgå i relationer.

Men hvad nu, hvis vi i højere grad begynder at se på, hvordan betingelserne omkring barnet kan understøtte hinanden?

Hvad nu, hvis vi ikke altid skal styrke det, der er udfordret, men i stedet undersøge, hvad der kan bære mere?

Det er en af de centrale tanker bag min Regulerings- og deltagelsesmodel.
 

Fire områder, der tilsammen understøtter deltagelse

Modellen samler fire områder, som hver især har stor betydning for barnets muligheder for regulering og deltagelse:

Relationel tryghed

Barnets mulighed for at finde støtte i relationer, hvor det oplever sig forstået, mødt og hjulpet. Den voksnes tilgængelighed, egenregulering og evne til at tilpasse samspillet har betydning for barnets reguleringsmuligheder.

Kropslige ankre

Barnets mulighed for at registrere, forstå og reagere på kroppens signaler samt få støtte gennem kropslige erfaringer, bevægelse, sansning, pauser og restitution.

Forudsigelig kontekst

Omgivelser, aktiviteter og samspil, som er tilstrækkeligt forståelige og overskuelige. Forudsigelighed handler ikke kun om struktur og visuelle skemaer, men også om relationer, kommunikation, forventninger og overgange.

Kapacitetsmatch

At krav, forventninger og deltagelsesmuligheder tilpasses barnets aktuelle forudsætninger. Det, barnet kan i én situation, er ikke nødvendigvis tilgængeligt i en anden. Kapacitet påvirkes blandt andet af belastning, regulering, kontekst og de ressourcer, barnet allerede anvender.

Ingen af disse områder er nye i sig selv. De er velkendte inden for blandt andet ergoterapi, udviklingspsykologi, pædagogik og forskning i regulering.

Det interessante er, hvordan de virker sammen.
 

Når ét er under pres, skal de andre bære mere

Forestil dig et barn, der i en periode har svært ved at registrere kroppens tidlige tegn på belastning.

Barnet opdager måske først behovet for en pause, når belastningen allerede er blevet så stor, at det er vanskeligt at fortsætte aktiviteten.

Vi kan naturligvis arbejde med barnets kropsbevidsthed og gradvist støtte udviklingen af interoceptive færdigheder.

Men barnet skal ikke vente på, at disse færdigheder udvikles, før det kan få bedre deltagelsesmuligheder.

Vi kan samtidig styrke de øvrige betingelser.

En kendt voksen kan hjælpe med at opdage tidlige tegn på belastning. Hverdagen kan organiseres med mere forudsigelige pauser. Krav og forventninger kan tilpasses, så barnet ikke konstant skal anvende mere kapacitet, end det har til rådighed.

På den måde kan de øvrige områder være med til at kompensere for det, der aktuelt er udfordret.

Det samme gælder, når et barn befinder sig i en uforudsigelig kontekst, oplever relationel utryghed eller har en periode med begrænset kapacitet.

Støtten behøver ikke altid at sættes ind dér, hvor vanskeligheden viser sig.

Nogle gange findes den mest hjælpsomme justering et helt andet sted.

Fra individuelle færdigheder til deltagelsesbetingelser

Modellen bygger på en forståelse af regulering som noget, der udvikles og udfolder sig i et samspil mellem barnet, aktiviteterne og omgivelserne.

Det betyder, at barnets deltagelse ikke alene kan forstås ud fra individuelle færdigheder eller vanskeligheder.

Et barn kan have de nødvendige færdigheder og alligevel være ude af stand til at anvende dem i en bestemt situation.

Et barn kan også deltage og tilsyneladende lykkes med en aktivitet, men anvende så mange ressourcer, at deltagelsen efterfølgende får en betydelig pris.

Derfor er spørgsmålet ikke alene:

Kan barnet?

Men også:

Hvad kræver det af barnet at kunne – og hvilke betingelser gør deltagelsen mulig og bæredygtig?

Det flytter vores opmærksomhed fra udelukkende at arbejde med barnets færdigheder til også at undersøge de betingelser, barnet skal anvende dem under.

En dynamisk forståelsesramme

De fire områder skal ikke forstås som uafhængige størrelser eller som fire søjler, der nødvendigvis skal være lige stærke.

Deres betydning varierer fra barn til barn og fra situation til situation.

En relation, der giver tryghed i én sammenhæng, er ikke nødvendigvis tilstrækkelig i en anden. En tydelig struktur kan være hjælpsom, men kan også blive begrænsende, hvis den ikke rummer fleksibilitet.

Og et krav, som barnet kan honorere om formiddagen, kan overstige dets kapacitet senere på dagen.

Modellen er derfor ikke tænkt som et redskab til at placere barnet i kategorier eller udpege én årsag til vanskelighederne.

Den er tænkt som en ramme for faglig undren:

• Hvilke betingelser understøtter allerede barnets regulering og deltagelse?
• Hvor opstår der belastning eller ubalance?
• Hvilke områder kan vi styrke eller justere?
• Hvordan kan vi skabe bedre deltagelsesmuligheder uden at øge barnets samlede belastning?

Svarene må findes gennem observation, inddragelse af barnet og dets nære voksne, faglige hypoteser og løbende afprøvning.

At skabe betingelser for deltagelse

Mit ønske med Regulerings- og deltagelsesmodellen er at gøre det lettere at omsætte en kompleks forståelse af børns regulering til konkrete faglige overvejelser.

Ikke ved at reducere kompleksiteten til fire enkle løsninger, men ved at skabe et fælles udgangspunkt for at undersøge, hvor vi kan gøre en forskel.

For når et barn er under pres, er løsningen ikke nødvendigvis at stille flere krav til barnets evne til at håndtere situationen.

Nogle gange må relationen bære mere.

Andre gange må omgivelserne blive mere forudsigelige, kroppen have bedre muligheder for restitution, eller kravene tilpasses.

Når ét er under pres, skal de andre bære mere.

Ikke alle vanskeligheder kan kompenseres væk, men en modellen kan være faglig påmindelse om, at vi ofte har flere handlemuligheder, end dem vi umiddelbart får øje på.

Jeg har udviklet Regulerings- og deltagelsesmodellen som en praksisnær syntese af eksisterende faglig viden om regulering, sansebearbejdning, relationer, belastning og deltagelse.

Modellen indgår som en del af det faglige grundlag for Reguleringssporet.

Louise Mølholt
Ergoterapeut – Udvikling i praksis