Tidlig indsats handler også om at ændre blik 

Af Louise Mølholt, ergoterapeut

Når et barn i dagtilbud eller skole udviser en adfærd, vi har svært ved at afkode, opstår der ofte et naturligt spørgsmål:

Hvad skal der til for at få barnet til at fungere bedre?

Vi efterspørger måske flere ressourcer, ekstra støtte eller nye pædagogiske redskaber.

Nogle børn har brug for betydelige ekstra ressourcer – det skal der ikke herske tvivl om. Men tidlig indsats handler ikke altid om at gøre mere.

Nogle gange handler det om at se anderledes.

Før vi spørger, hvad vi skal tilføje af tiltag omkring barnet, kan vi stille et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvad fortæller barnets reaktioner os om dets samlede belastning – og hvad kan vi i vores egen tilgang gøre anderledes?

Barnets adfærd er information

Et barn kan ikke forstås isoleret fra sine omgivelser.

I et ergoterapeutisk deltagelsesperspektiv ser vi ikke barnets reaktioner som et afgrænset problem hos barnet. Vi ser på, hvordan barnet påvirkes af samspillet mellem egne forudsætninger, krav, aktiviteter, relationer og omgivelser.

Når et barn er belastet over tid, kan den tilgængelige kapacitet blive mindre. I den tilstand kan selv små forskelle i krav, tempo, kommunikation, sanseindtryk eller den voksnes måde at møde barnet på få stor betydning.

Det betyder ikke, at den voksne gør noget forkert.

En medarbejder kan være både fagligt dygtig og engageret og alligevel have en tilgang, der ikke er tilstrækkeligt afstemt med barnets aktuelle kapacitet.

Der kan være mange årsager til, at et barn bliver belastet. Det kan handle om barnets egne forudsætninger, sansebearbejdning, interoception, søvn, sociale krav, relationer, omgivelser eller flere ting på én gang.

Vi kan ikke altid ændre den grundlæggende årsag til, at et barn lettere belastes.

Men vi kan altid undersøge, hvordan vi møder barnet.

Det dobbelte empatiproblem

I mødet mellem børn og voksne kan der også opstå det, der er beskrevet som det dobbelte empatiproblem: at det kan være vanskeligt for begge parter at forstå den andens perspektiv, når deres måder at opleve, kommunikere og fortolke situationer på er forskellige.

Hvis den voksne fortolker barnets reaktion ud fra sin egen forståelsesramme, kan der opstå en uheldig spiral.

Barnet reagerer på en belastning, som måske ikke er synlig for den voksne.

Den voksne tolker reaktionen som modstand, manglende motivation eller grænsesøgende adfærd.

Kravet fastholdes.

Barnet bliver yderligere belastet og reagerer kraftigere.

Og den voksne kan blive endnu mere sikker på sin oprindelige fortolkning.

Når hverdagen samtidig er presset, kan vores egen fleksibilitet blive mindre. Det kan blive sværere at stoppe op, være nysgerrig og ændre kurs.

Derfor er refleksion over egen praksis fundamental.

Men det kan være sårbart at undersøge, om noget i vores egen tilgang er med til at øge et barns belastning.

Det kræver et fagligt rum, hvor formålet ikke er at placere skyld, men at blive klogere sammen.

Fra personlig magi til fælles kultur

De fleste, der arbejder med børn, kender medarbejderen, der næsten altid kan skabe ro omkring et barn.

Samtidig kan en kollega opleve de samme børn som langt mere udfordrende.

Det forklares måske med god kemi, personlighed eller erfaring.

Men vi kan også være nysgerrige på, hvad der faktisk sker i praksis.

Hvordan afstemmes kravene?

Hvilket tempo bruges der?

Hvordan kommunikeres der?

Hvor hurtigt opdages de første tegn på belastning?

Hvor fleksibel er den voksne, når planen ikke længere passer til barnet?

Målet må ikke være, at et barn kun trives, når én bestemt medarbejder er på arbejde.

Det, der måske virker intuitivt hos én medarbejder, skal så vidt muligt gøres bevidst og fælles.

For hvis en bestemt tilgang kun findes hos enkelte medarbejdere, bliver barnets trivsel let personafhængig.

Struktur kan ikke stå alene

Vi ved, at struktur og forudsigelighed kan være hjælpsomt for mange børn.

Men forudsigelighed handler ikke kun om skemaer, piktogrammer og faste rutiner.

Barnet har også brug for at kunne forudsige, hvordan den voksne vil møde det.

Hvordan bliver et krav kommunikeret?

Hvad sker der, når barnet siger nej?

Kan den voksne justere tempoet?

Kan planen ændres, når barnets kapacitet er lav?

Struktur kan skabe forudsigelighed, men struktur kan ikke erstatte forudsigelighed i relationen og den voksnes tilgang.

Hvis barnet allerede er belastet, og vi forsøger at styre dagen gennem stadig mere struktur uden samtidig at undersøge krav, relation og tilgang, risikerer vi i nogle situationer at øge belastningen.

Derfor må vi også kunne spørge:

Har barnet brug for mere struktur – eller har barnet brug for, at vi sænker kravene og øger vores fleksibilitet?

Fra individuel praksis til fælles faglighed

Et fælles fagligt fundament kan hjælpe os med at flytte samtalen i personalegruppen fra:

"Jeg synes…"

til:

"Hvad fortæller barnets reaktion os om dets kapacitet lige nu?"

Det kræver mere end sparring omkring enkeltsager.

Hvis vi ønsker en fælles faglig kultur, skal refleksion have en fast plads i hverdagen og på dagsordenen.

Vi skal kunne observere sammen, undre os sammen, afprøve nye tilgange og evaluere, hvad der sker.

På den måde bliver faglig udvikling ikke kun et individuelt projekt.

Det bliver noget, vi gør sammen.

Og når en tilgang er blevet en del af kulturen, bliver det også lettere at introducere nye medarbejdere. De skal ikke begynde med at lære den enkelte kollegas måde at gøre tingene på. De kan introduceres til det fælles faglige fundament, som personalegruppen allerede arbejder ud fra.

Det skaber kontinuitet – både for de voksne og for børnene.

Tidlig indsats begynder nogle gange med os

Vi kan ikke altid ændre barnets forudsætninger.

Vi kan ikke altid fjerne alle belastninger.

Og vi kan ikke altid løse udfordringer med en ændret tilgang alene.

Men vi kan altid undersøge vores egen praksis.

Er vores krav afstemt med barnets kapacitet?

Er vores kommunikation tydelig og tryg?

Er vi fleksible nok til at justere vores tilgang?

Forstår vi barnets reaktion – eller forsøger vi først og fremmest at få den til at stoppe?

Tidlig indsats handler derfor ikke altid om at gøre mere.

Nogle gange handler den om at se anderledes.

Når vi ændrer vores blik, får vi mulighed for at ændre vores praksis.

Og når vi gør det sammen, kan det udvikle sig til en faglig kultur, hvor flere voksne kan forstå og møde børn på måder, der skaber bedre muligheder for tryghed, regulering og deltagelse.

Det er måske ikke altid mere, barnet har brug for.

Måske har vi nogle gange brug for at se noget andet.

Om Louise Mølholt

Jeg er ergoterapeut og har arbejdet med børn gennem mange år.

Mit arbejde spænder i dag over faglig vidensudvikling og kursusudvikling. Derudover arbejder jeg fortsat med enkelte familier, og tilbyder ergoterapeutiske undersøgelser.

Mit faglige fokus er især regulering, belastning, interoception, sansebearbejdning og barnets deltagelse i hverdagen.

Jeg er optaget af at forstå barnet i sammenhæng med de krav, relationer og omgivelser, barnet skal fungere i – og af de muligheder, der opstår, når vi justerer vores forståelse og tilgang.

Louise Mølholt – Udvikling i Praksis