Viden forpligter – men hvem tager ansvar for helheden?

En personlig og faglig refleksion over faglig udvikling, organisatoriske rammer og det ansvar, der risikerer at ende hos de børn og familier, systemet er sat i verden for at hjælpe.

Der er nogle refleksioner, som har fyldt hos mig gennem længere tid. Refleksioner, der både udspringer af mine mange år som kommunal børneergoterapeut og af de erfaringer, livet har givet mig de seneste år.

Det er ikke en tekst, hvor jeg har alle svarene. Men det er spørgsmål, jeg mener, vi er nødt til at stille.

For viden forpligter.

Som fagpersoner har vi en forpligtelse til at bruge vores viden. Ikke kun i det direkte arbejde med børn og familier, men også til at gøre opmærksom på de forhold i praksis, der ikke lever op til vores faglige standarder.

Det tror jeg egentlig, de fleste af os er enige om.

Men hvad sker der, når vilkårene ikke alene begrænser vores faglige råderum, men også vores mulighed for at løfte blikket og forholde os kritisk til den praksis, vi selv er en del af?

Når perspektivet ændrer sig

De seneste år har jeg, som så mange andre forældre til børn med ufrivilligt skolefravær, oplevet systemet fra den anden side af mødebordet.

Jeg har fulgt debatter, læst hundredvis af andre forældres fortællinger og gjort mig mine egne erfaringer.

Det har været hårdt. Meget hårdt. Men også lærerigt.

Jeg har fået perspektiver på min egen faglighed, som jeg aldrig ville være foruden. Perspektiver, der har udvidet min forståelse af, hvad det betyder at være afhængig af, at forskellige fagpersoner, indsatser og organisatoriske niveauer arbejder sammen.

Men jeg har også mistet noget undervejs.

I mit tidligere arbejdsliv havde jeg en grundlæggende tillid til, at systemet hjalp. Måske ikke altid hurtigt. Måske ikke altid optimalt. Men overordnet havde jeg en forventning om, at børn og familier fik den hjælp, de havde behov for.

Den tillid er blevet udfordret.

Ikke fordi vi ikke har mødt dygtige og engagerede fagpersoner. Tværtimod. Vi har i den grad mødt mennesker med stor faglighed, omsorg og vilje til at gøre en forskel.

Alligevel har jeg fået øje på alvorlige huller i den måde, systemet fungerer på.

Og det har fået mig til at stille nogle større spørgsmål.

Når opgaverne forandrer sig, men rammerne ikke følger med

Hvad sker der med fagligheden, når rammerne gennem mange år bliver stadig mere pressede?

Når opgaverne samtidig forandrer sig og bliver mere komplekse, og der stilles krav om omstilling og udvikling af nye kompetencer, uden at der i tilstrækkelig grad skabes rum for det?

Når der ikke er tid til fordybelse, efteruddannelse, faglig sparring og refleksion?

Faglig viden er ikke statisk. Vores forståelse af børns udvikling, belastning, regulering og deltagelsesmuligheder udvikler sig løbende.

Det, vi tidligere betragtede som en hensigtsmæssig indsats, kan vi i dag have grund til at forstå anderledes. Ny viden kan udfordre både vores metoder, vores antagelser og den måde, vi organiserer hjælpen på.

Men ny viden omsætter ikke sig selv til praksis.

Det kræver tid, kompetenceudvikling, faglig refleksion og mulighed for at afprøve nye tilgange.

Og det kræver organisatoriske rammer, hvor det faktisk er muligt at ændre den eksisterende praksis.

Hvis opgaverne udvikler sig, uden at de faglige og organisatoriske forudsætninger følger med, risikerer vi, at medarbejderne står med et ansvar, de ikke har tilstrækkelige muligheder for at løfte.

Det er ikke alene et individuelt kompetencespørgsmål. Det er også et ledelsesmæssigt og organisatorisk ansvar.

Når det utilstrækkelige bliver almindelig praksis

Jeg tror, der er en risiko for, at vi gradvist vænner os til forhold, vi tidligere ville have stillet spørgsmålstegn ved.

At midlertidige nødløsninger bliver permanente.

At vi bliver dygtige til at få hverdagen til at fungere inden for de eksisterende rammer, men samtidig får stadig vanskeligere ved at undersøge, om rammerne overhovedet er tilstrækkelige.

Og at vi efterhånden mister de nødvendige betingelser for at opdage, når vores viden, praksis og organisering ikke længere matcher de opgaver, vi skal løse.

Ikke fordi fagpersoner er ligeglade. For det er de bestemt ikke.

Men fordi det kræver overskud, faglig sparring og nye perspektiver at kunne se ud over den praksis, man selv står midt i.

Når hverdagen konstant kræver handling, bliver der mindre plads til at stoppe op og undersøge, om vi handler på det rigtige grundlag.

Hvordan skal vi kunne løfte blikket, når tempoet konstant kræver, at vi holder snuden nede i sporet?

Det er en problemstilling, som rækker langt ud over den enkelte medarbejders ansvar.

For en organisation skal ikke alene sikre, at opgaverne bliver løst. Den skal også skabe betingelser for løbende at undersøge, om opgaverne bliver løst på en fagligt tilstrækkelig og hensigtsmæssig måde.

Hvem har ansvaret for helheden?

Et system fungerer bedst, når opgaver og ansvar er tydeligt fordelt, og når alle nødvendige ansvarsområder har nogen, der tager ejerskab.

Men tydelig ansvarsfordeling er ikke i sig selv en garanti for, at helheden fungerer.

For hvem har ansvaret for det, der falder mellem ansvarsområderne?

Hvem sikrer, at ny faglig viden bliver omsat til praksis?

Hvem har ansvaret for, at medarbejdere får mulighed for at udvikle de kompetencer, som forandrede opgaver kræver?

Og hvem undersøger, om de samlede indsatser faktisk skaber de ønskede muligheder for barnet?

Det er spørgsmål, som bliver særligt vigtige, når et barns behov går på tværs af fagområder, institutioner og organisatoriske niveauer.

For hvis alle løser deres del af opgaven inden for de rammer, de har fået, men ingen har ansvar for at undersøge, om helheden fungerer, risikerer vi, at væsentlige problemer aldrig bliver taget hånd om.

Det er muligt, at hver enkelt fagperson har gjort det, vedkommende skulle.

At alle procedurer er fulgt.

At alle har handlet samvittighedsfuldt inden for deres kompetenceområde.

Og alligevel kan barnet og familien stå tilbage uden en sammenhængende og tilstrækkelig indsats.

At alle har løst deres del af opgaven, er ikke nødvendigvis det samme som, at den samlede opgave er løst.

Når ansvaret forskydes til familierne

Konsekvenserne af manglende faglig og organisatorisk sammenhæng stopper ikke ved systemets egne grænser.

For når systemet ikke i tilstrækkelig grad løfter sit ansvar, forsvinder opgaven ikke.

Den forskydes.

Og alt for ofte ender en uforholdsmæssig stor del af ansvaret hos de børn og familier, systemet netop er sat i verden for at hjælpe.

Det handler ikke kun om at koordinere indsatser og skabe sammenhæng.

Det handler også om at skulle beskrive og dokumentere barnets vanskeligheder, opsøge faglig viden, argumentere for barnets behov og igen og igen gøre opmærksom på, når den tilbudte hjælp ikke er tilstrækkelig.

I nogle tilfælde kan det opleves, som om det er forældrenes evne til at gennemskue systemet, formulere sig præcist og fastholde deres bekymringer, der bliver afgørende for, om barnets behov bliver tilstrækkeligt undersøgt og imødekommet.

Og det er en alvorlig problemstilling.

Forældre har en helt central viden om deres barn. Den viden skal naturligvis inddrages og tages alvorligt.

Men der er en afgørende forskel på at bidrage med sin viden som forælder og på at skulle påtage sig ansvaret for, at barnets behov overhovedet bliver tilstrækkeligt belyst.

Der er også forskel på at være en aktiv samarbejdspartner og på at skulle kæmpe for, at nødvendige vurderinger bliver foretaget, og relevant hjælp bliver iværksat.

Det kræver ressourcer, viden og vedholdenhed, som ikke alle familier har mulighed for at mobilisere – særligt ikke når de i forvejen står i en belastet situation.

Hvad sker der med de børn, hvis forældre ikke har overskuddet, sproget eller ressourcerne til at blive ved med at insistere?

Et barns adgang til relevant hjælp bør ikke afhænge af forældrenes evne til at navigere i systemet eller kæmpe for at blive hørt.

Det må være systemets ansvar at sikre, at barnets behov bliver undersøgt, vurderet og fulgt op på – også når forældrene ikke har kræfterne til at drive processen fremad.

Når viden skal bevæge sig gennem systemet

En anden del af min bekymring handler om, hvordan faglig viden og erfaringer bevæger sig gennem de organisatoriske niveauer.

Fra barnet og de fagpersoner, der kender barnets hverdag, gennem ledelse og forvaltning og frem til det politiske niveau.

Hvad bliver synligt undervejs?

Hvad risikerer at gå tabt?

Og hvordan sikrer vi, at beslutninger træffes på et grundlag, der afspejler den virkelighed, beslutningerne skal fungere i?

Politiske beslutningstagere har ansvar for at prioritere og træffe beslutninger. Men de er samtidig afhængige af kvaliteten af det beslutningsgrundlag, de får forelagt.

Derfor er det afgørende, at faglig viden, erfaringer fra praksis og konsekvenserne for børn og familier ikke blot bliver indsamlet, men også får reel betydning.

Det kræver, at der er tydelige veje for viden og bekymringer gennem organisationen.

Og at der er nogen, som har ansvar for at reagere, når erfaringerne fra praksis viser, at de eksisterende rammer ikke er tilstrækkelige.

Faglig udvikling kræver mere end gode intentioner

Jeg kender ikke alle svarene.

Men jeg er bekymret for, om vi gradvist kan skabe strukturer, hvor det bliver vanskeligere at få øje på og udfordre systemets egne begrænsninger.

For mig handler det ikke om at placere skyld hos den enkelte fagperson, leder eller beslutningstager.

Det handler om at tage det samlede ansvar alvorligt.

Hvis vi ønsker en praksis, der bygger på opdateret faglig viden og reelt imødekommer børns behov, må vi også skabe betingelserne for det.

Det kræver, at:

• Faglig udvikling og refleksion prioriteres som en nødvendig del af kerneopgaven – ikke som noget, der kun er plads til, når tiden tillader det.
• Ansvar for kvalitet, sammenhæng og opfølgning er tydeligt placeret, også når opgaver går på tværs af fagområder og organisatoriske niveauer.
• Ny viden ikke alene formidles, men understøttes i at blive omsat til konkret praksis.
• Erfaringer fra børn, familier og fagpersoner systematisk inddrages og får reel betydning for både praksis og beslutninger.
• Der skabes rum for at undersøge og udfordre eksisterende løsninger, også når det betyder, at vi må erkende, at noget ikke fungerer godt nok.

Det er ikke nødvendigvis enkle forandringer.

Men de er væsentlige, hvis vi vil undgå, at ansvaret for systemets begrænsninger i praksis ender hos dem, der har mindst mulighed for at ændre dem.

Viden forpligter – på alle niveauer

Som fagpersoner har vi et ansvar for at holde vores viden levende, forholde os kritisk til vores egen praksis og gøre opmærksom på det, når noget ikke fungerer.

Men det ansvar kan ikke stå alene.

Ledelse og organisation har et ansvar for at skabe betingelserne for faglig udvikling og sikre, at viden og erfaringer kan føre til handling.

Og på det politiske niveau er der et ansvar for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag og forholde sig til konsekvenserne af de rammer, der fastlægges.

For viden forpligter.

Også når den udfordrer vores egen praksis.

Også når den udfordrer de organisatoriske rammer.

Og også når den viser os, at de løsninger, vi har vænnet os til, måske ikke længere er tilstrækkelige.

Et system kan være fyldt med dygtige, engagerede mennesker og alligevel komme til kort, hvis ingen har tilstrækkeligt ansvar for at sikre, at helheden fungerer.

Måske er det netop derfor, vi har brug for at løfte blikket sammen.

For hvem har egentlig ansvaret for at sikre, at den viden, vi har, får mulighed for at gøre en forskel?

Og hvem bærer konsekvenserne, når det ikke sker?

Louise Mølholt
Ergoterapeut